Patientvejledninger og gode råd

Sådan bruger du MinLæge og lægevejen.dk

MinLæge er en gratis app (hentes i App Store eller Google Play). På computer kan du bruge lægevejen.dk. Du logger ind med MitID. Har du ikke MitID eller smartphone, ringer du til os mellem kl. 8.00 og 8.30.

Bestil tid samme dag: Åbn MinLæge, vælg Lægehuset Ferritslev, tryk Aftaler og Book tid. Tider til næste dag frigives kl. 16.00 dagen før.

Forny recept: Tryk Medicin, vælg din medicin og send anmodningen. Recepten er klar på apoteket inden for 24-48 timer. Vanedannende medicin kræver fremmøde.

Skriv til lægen (e-konsultation): Tryk Kontakt og Skriv til klinikken. Du får svar inden for 5 hverdage. Brug ikke e-konsultation ved akut sygdom eller nye symptomer, der skal undersøges.

Se prøvesvar: Tryk Resultater. Du behøver ikke ringe – svaret står der, så snart lægen har set det.

(Vi sætter gerne trin-for-trin skærmbilleder ind her, når de er klar.)

GLEMT P-PILLE

Almindelige p-piller: har du glemt en pille mindre end 12 timer, så tag den straks — du er fortsat beskyttet. Er der gået mere end 12 timer, tag den glemte pille straks (evt. 2 samme dag) og brug anden beskyttelse i 7 dage. Minipiller: må højst tages 3 timer forskudt. Fortrydelsespiller kan tages indtil 72 timer efter ubeskyttet samleje.

VORTER

Mest hos skolebørn. Hjemmebehandling er vigtig: fjern fortykket hud med en skalpel (håndkøb) 2 gange om ugen, smør et tyndt lag Verucid eller Vortex hver aften, eller brug Wartner. Behandlingen er langvarig — vær tålmodig. Mosaikvorter kan kræve henvisning til hudlæge. Vorter skyldes virus og svinder, når kroppen udvikler immunitet (børn 1-2 år, voksne ofte længere). Badesko nedsætter smitterisiko.

AFHÆNGIGHEDSSKABENDE MEDICIN (beroligende, sovepiller, smertestillende)

Recept på sovemedicin og angstdæmpende medicin gives kun ved konsultation — ikke via sekretær eller internet. Brug kan føre til inddragelse af kørekort. Efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer udskrives medicinen højst for 2 uger ad gangen, pakninger ikke større end 30 stk., og kun efter konsultation. Håndkøbssmertestillende er begrænset til 20 stk., og morfin kun efter kontakt med læge. Anbefaling: sovemedicin højst 1-2 uger, angstdæmpende højst 4 uger. Påvirkningen svarer til en promille på 0,6-1,2. Bivirkninger: svimmelhed, døsighed samt hukommelses- og koncentrationsbesvær. Ved brat ophør kan der komme abstinenser — derfor langsom nedtrapning.

BEHANDLINGSVEJLEDNING VED FNAT

Det er ingen skam at have fnat. Du behandles med ét eller flere af følgende: Nix-creme, Tenutex-creme, svovlvaseline 10 % eller Ivermectin-tabletter. Ring først til apoteket for at høre, om de har medicinen på lager.

Hvad er fnat: små mider, der giver intens kløe, især om natten, og udslæt med små vabler — typisk mellem fingre, ved håndled, albuer, bryst og i skridtet. Smitter ved længerevarende tæt hudkontakt og skyldes ikke dårlig hygiejne. Kløen starter oftest 2-6 uger efter smitte (1-3 dage hvis tidligere smittet) og kan fortsætte 2-6 uger efter endt behandling.

Smitteopsporing: alle nære kontakter (husstand, kæreste, dem du har delt seng/tøj med) skal behandles samtidigt — også uden symptomer.

Behandling med Nix: gennemføres om aftenen med bad næste morgen; cremen sidder på i 10-12 timer. Gå i bad, klip negle korte, smør cremen på tør hud over hele kroppen (også ansigt og hårbund, undgå øjne/mund), vær særlig omhyggelig ved fingre, tæer, under arme, navle og kønsdele. Vasker du hænder undervejs, så smør dem igen. Dosering: børn under 5 år ca. ½ tube, børn 6-12 år 1 tube, over 12 år og voksne 1-2 tuber. Gentag efter 1 uge.

Behandling med Tenutex: som ovenfor, men cremen sidder på i 24 timer. Kan misfarve tøj og lyst hår. Gentag efter 1 uge.

Behandling med svovlvaseline 10 %: salven sidder på i 24 timer og gentages 3 dage i træk.

Behandling med Ivermectin: tabletbehandling (200 mikrogram pr. kg), ofte sammen med en hudbehandling. Gentages efter 1 uge. Bør ikke bruges ved amning.

Rengøring (start morgenen efter behandling): vask tøj, sengetøj, håndklæder, sko og bamser ved mindst 60 grader i min. 10 minutter, eller isolér det i en uge. Støvsug senge, polstrede møbler og bilsæder og dæk evt. til med plastik. Miden dør oftest efter 2-4 døgn uden hudkontakt. Mod fortsat kløe kan bruges fed creme, evt. binyrebarkhormoncreme og antihistamin. Børn kan komme i institution 10-12 timer efter iværksat behandling.

(Udarbejdet af klinikken dec. 2019, revideret maj 2020.)———

Forslag til nyt: Se Google Docs "Forslag til nyt indhold" — flere patientvejledninger og gode råd kan tilføjes.